Jes Sølgaard præsenterer sig selv således:
Jeg er autoriseret psykolog og ansat i Aalborg kommunes Udviklingscenter, der tilbyder behandling af psykiske lidelser til voksne borgere med udviklingshandicap og andre mentale funktionsnedsættelser. I tilbuddet findes bl.a. VAMiS, som indtil videre er Danmarks eneste specialiserede rusmiddelcenter til borgere med nedsat mental funktionsevne og samtidig problematisk brug af rusmidler.
Jeg er tidligere uddannet pædagog med diplomuddannelse i almen pædagogik og har lang erfaring fra dag- og døgntilbud til både unge og voksne med særlige behov. Desuden har jeg 10 års erfaring med ledelse indenfor det pædagogiske område.
Aktuelt er jeg i gang med en specialistuddannelse i psykoterapi, hvor mit primære fokusområde er at videreudvikle på de psykologiske interventioner, der egner sig bedst til mennesker med intellektuelle udviklingsforstyrrelser. I mit daglige arbejde laver jeg udredninger, tilbyder samtaleterapi, laver undervisning og supervision ift. målgruppen, og løser desuden opgaver som VISO-specialist. Yderligere har jeg i samarbejde med PsykologCentret i Viborg/Skive medvirket i opstarten af et uddannelsesforløb til fagprofessionelle (HandiKRAP).
I mit arbejde i bestyrelsen i Oligofreniforeningen er min primære drivkraft at sikre, at der fortsat er et selvstændigt fokus på mennesker med udviklingshandicap, psykiske lidelser og/eller mentale udfordringer. For mig er det et speciale, der kræver et særligt hensyn til intervention og tilpasning af indsatsen, der rækker ud over den øvrige psykiatri og psykologiske praksis.